Så nærmer tiden for slud, sne og sjap sig for alvor igen. Uanset hvor smuk denne årstid kan være, specielt når alt er dækket af et lag uberørt sne så langt øjet rækker, ville jeg uden tvivl helst være foruden. Forsinket offentlig transport, mørke og kulde, våde bukseben, streger fra salt på alle sko, skjulte udendørs skøjtebaner og ikke mindst en god portion juleræs oveni, får hvert år en mindre vinterdepression til at snige sig frem hos mig.
Udover humøret, er det første som bliver ramt min kreativitet og derved selvfølgelig min produktivitet med selv samme. For mig føles det som at skulle skovle en fodboldbane fri for snedynger, før mit kamera bliver hevet op af tasken eller Photoshop åbnes op på min computer. Chancen for at det sker er derfor heller ikke særlig stor, før vi igen er kommet på den anden side af vinteren.

Tilskud af D-vitamin, lysterapi, forsøge at tænke positivt osv., sørger som minimum for jeg ikke går helt i vinterhi. Men en af mine svageste sider er at gøre ting halvt, så når kreativiteten halter, vil jeg heller aldrig se mig ordentligt tilfreds med det jeg sætter mig for at skabe. I den sætning er jeg klar over at nøgleordene er “sætter mig for”. Det er netop sådan jeg har fungeret de sidste mange år, planlagt specielt alle fotoshoots ned mindste detajle på forhånd; indkøb, opsætning, lyssætning, baggrunde, koncepter, listen er lang. I sidste ende skaber det store opgaver, højere krav og mindre sjov. Det betyder overordnet set, at jeg simpelthen er blevet verdens dårligste person til “bare” at give slip og at tage snapshots. Dét at sætte hjernen lidt på standby og fotografere hvad jeg nu lige støder på rundt omkring – uden at det behøver være gennemførte stock-billeder, af teknisk høj kvalitet og kun med kunder i tankerne.

Svage sider er dog til for at blive udfordret! Jeg rydder dog ingen fodboldbaner for det, derfor er det utrolig heldigt at nogle dygtige mennesker har skabt Hipstamatic app’en. Den store diskussion om det så er kunst, ligegyldigheder eller amatør-fotografi i stor stil, vil jeg lade andre spilde deres liv på. En ting er sikkert: Det er skide sjovt legetøj, en fantastisk hjælp til at finde min rest af kreativitet i disse måneder og blive bedre til at give slip.

Så, her er lidt snapshots fra en tilfældig, kedelig og våd dag. Nogle fra et sted som for mig bliver magisk efter lukketid; et næsten mennesketomt, varmt og endda julepyntet Storcenter Nord.

Glædelig jul!

Åh ja, gid jeg efter den overskrift nu kunne skrive “er jeg fri for helvedes-udslættet!”. Tvært imod, men kan jo lige så godt fortsætte historien hvor jeg slap sidst.

Efter at være kommet hjem fra lægen med en diagnose på Guttat Psoriasis, var behandlingen simpel: Hold huden fugtig med fed creme, fortsæt antihistaminer og brug binyrebarkhormon salve 3-4 gange dagligt (i mit tilfælde Betnovat) og trap løbende ud efter ca. 3 uger.
Det gjorde jeg så, men mit udslæt bredte sig i stor stil og kløede mere og mere. I dagene efter det lægebesøg gik det fra de mindre knopper og plamager på størrelse med en ært (se evt. billeder i forrige indlæg) til at “vokse sammen” til et tættere lag, hvor min mave var hårdest ramt. I løbet af søndagen var jeg ved at blive små-sindsyg, specielt da jeg kun kunne sove 1.5 til 2 timer af gangen og vågne op til ganske ulidelig kløe fra top til tå. Jeg ville derfor forbi lægen igen den mandag og samtidig brokke mig lidt over at jeg skal vente 4-12 uger på venteliste til hudlæge i øjeblikket.

Denne gang havde min egen læge en tid samme dag og eftersom udslættet havde ændret så meget karakter og intet hjalp, mente hun ikke længere at det kunne være Guttat Psoriasis eller nogen form for psoriasis. I stedet var hendes bedste bud Fransk Rosen, en type udslæt man ikke rigtig kender årsagen til og som ikke kan behandles væk. Det forsvinder af sig selv i løbet af et par måneder og har man en version med kløe, kan det forsøges lindret med f.eks. binyrebarkhormoncreme.

Det var altsammen fint, hellere Fransk Rosen end Psoriasis uden tvivl, der var bare ét problem. Min første behandling stod på at holde huden fugtig, min nye behandling var: Undgå brusebade, sæbe, parfume på huden og generalt fugt/varme/sved, ingen cremer (slet ikke de fede af slagsen, kun binyrebarkhormoncremen hvis kløen fortsat var meget generende) og bare generalt hold huden så tør som muligt. Alt andet kan forværre Fransk Rosen og jeg kan kun sige at det har man ikke lyst til at gøre! Så min første tanke var selvfølgelig “Nej, nej, nej, det er bare løgn.. intet under jeg er ved at blive små-sindsyg!” og næste tanke var “Jeg har 4 dage til min operation, og jeg kan i øjeblikket ikke ligge i min seng mere end et par timer” (Tip: det går bedre på linoleums-køkkengulvet, det bliver ikke nær så varmt, men modsat føler man sig så også som en på 80 år når man skal op igen).

Ringede til afdelingen på Skejby og blev stillet videre til en sød sygeplejerske, vi aftalte at jeg skulle give hende en opdatering onsdag og evt. kunne tage ud forbi så de kunne se det og vurdere hvordan og hvorledes. Bor heldigvis meget tæt på og tog så derud. Ventetiden var lang, men vurderingen fra lægen tog 2 sekunder, operationen aflyst og jeg skal kontakte dem for ny tid når det her udslæt er helt væk. Det var både godt og ondt, jeg ville utrolig gerne bare have den operation overstået og så mange ting har været planlagt omkring den. På den anden side er operationer trælse nok at komme sig over i sig selv, så helvedes-udslættet her ville blot gøre ondt meget værre. Men overall, virkelig dårlig og irriterende timing at blive ramt af det her udslæt lige nu.

Jeg kan dog glædeligt sige at udviklingen af udslættet er gået i stå, det har været det samme siden torsdag. Bedre hvis det gad at gå den anden vej, men satser på det sker i løbet af næste uge :)

Her er de seneste billeder, nogle lidt rystede (så kan jeg lære ikke at vente til solen er gået ned, når energien ikke lige er der til at sætte lys op). Må nok også hellere advare sarte sjæle, nogle af dem ikke ligefrem er appetitlige!

Sidst lige en hurtig opdatering om min lille Pjuske. Hun har været træt og sløv mange dage siden hendes operation, men det er nok meget naturligt med sådan en belastende krave om hovedet :) Var hos dyrlægen torsdag for at få fjernet sting og krave. Det så fint ud og hun er så småt begyndt at blive “den gamle” Pjuske jeg kender igen.

Jeg må siges at være lidt af en ulykkesfugl eller i hvert fald et godt bevis på, at ordsproget “en ulykke kommer sjældent alene” desværre er alt for sandt. På magisk vis får jeg samlet alle mulige “ulykker” i én stor bunke, hvor jeg så kun kan tænke “nu må det da stoppe!” – men nej..

Det vil kræve at jeg skriver en halv roman for at komme igennem det hele, så jeg vil nøjes med at dele det som måske kan hjælpe andre engang.

Her den 26 august skal jeg igen opereres for endometriose på Skejby Sygehus, hvilket har fyldt en del i mine tanker og hverdag det sidste stykke tid. Operationer ikke lige er min kop te, håber jeg ikke det er for nogle :)
Men pga. denne operation, har jeg længe haft planlagt at stoppe med at ryge her i ugerne op til. Langt fra mit første forsøg på det og sidst jeg havde bedst held til det (3 måneder røgfri) var det med hjælp fra nikotinplaster og tyggegummi. Så en tur på apoteket og så var jeg klar.

Onsdag sidste uge var det så tid til første plaster på indersiden af højre arm, det lidt nyere Nicorette Invisi 25mg/16 timer plaster. Det var ganske fint, lidt kløe og rødme omkring, men det har jeg oplevet med alle plastre. Torsdag morgen, nyt plaster på venstre arm og det gik så ikke nær så godt. I løbet af 5-10 minutter var hele min arm rød, kløende og små lyse knopper begyndte at komme på min hånd. Så hurtigt af med plastret igen!
I løbet af et par timer var der kommet små lyse knopper på hele undersiden af begge arme, hænder, mave og det nederste af min ryg. Tænkte jeg jo nok var overfølsom overfor noget i netop det plaster og måtte holde øje med om det udviklede sig mere.

Selv samme aften da jeg skulle i seng, undrede jeg mig så over en lille smule lys rosa væske på min dyne og gik igang med at tjekke mine to katte. Min hunkat, Pjuske, var synderen med noget udflåd. Fat i dyrlægen fredag morgen. Hun havde en mistanke om livmoderbetændelse og fik presset en tid ind til at kigge på hende om eftermiddagen, hvor hun så kunne bekræfte det var det og at hun skulle opereres mandag morgen.

Tilbage til mit sære udslæt..

I løbet af fredagen havde knopperne spredt sig til nu det meste af ryg, lår, bryst og lidt af halsen, så turen gik til apoteket for at hente noget mod allergi/nældefeber.
I løbet af lørdag og søndag blev det lidt værre, men mandag morgen var det så ud med en syg kat til dyrlægen (jeg er generalt et nervevrag når mine katte ikke har det godt, så eneste fokus var godt nyt fra dyrlægen og at jeg kunne hente min tøs igen). Hjem kom så en åbenbart meget meget frisk kat med krave om halsen, så den aften og nat var afsat til at holde hende nogenlunde i ro og undgå større ulykker med sting i maveskindet.

Tirsdag morgen havde tabletterne mod allergi ikke haft nogen effekt endnu og nogle af “knopperne” var blevet større, mere røde og kløede enormt og efter en næsten ikke-eksisterende nattesøvn var det tid til at få en læge til at se på det.
Lægen havde ikke set noget lignende og kunne blot udelukke alt det ikke var. Han kaldte så en anden læge ind, hun var lige så undrende, men de besluttede sig for at give mig noget stærkt medicin mod nældefeber, creme mod psoriasis og jeg havde i forvejen creme mod andre typer eksem. Så hjem og prøve lidt af hvert og hvis det så ikke var blevet bedre i dag, onsdag, skulle jeg komme igen.

Desværre blev det stadig kun blevet værre, så afsted til lægen igen i morges. Denne gang en anden læge som hentede en sygeplejesker ind og bingo, hun havde set det før. Diagnosen er en lidt mere sjælden form for psoriasis kaldet Guttat Psoriasis (dråbeformet psoriasis) som akut kan opstå efter en infektion med streptokokker (ofte halsbetændelse) eller mere sjældent efter hud traumer, medicin og stress.
Det gode er, at det kan forsvinde helt af sig selv over nogle uger til flere måneder. Det dårlige er at det for en stor del udvikler det sig til den mest kendte form for psoriasis, Plaque psoriasis (Pletpsoriasis).

Her er et par billeder af min mave og arm.

Så nu kan jeg kun vente og se, og døje med alt for meget kløe overalt (føles som 50.000 myggestik) og gå amok med cremer imens. Så nu synes jeg godt den her sværm af dårlige ting kan stoppe, forhåbentlig kan jeg dog bringe lidt godt nyt på bloggen her efter operationen. Jeg krydser fingre :)

Den næsten 8 meter høje statue af Marilyn Monroe (1926-1962), som i sidste uge blev afsløret i Chicago, har bragt mange forskellige meninger på bordet på den anden side af atlanten. Hvad man nu selv mener om dette kunstværk, er vel som med al anden kunst, op til øjet som ser. Personligt stemmer jeg dog for at udskifte knægten på Aros med hende, når hun næste år skal fjernes igen :)

Men Marilyn Monroe må jo siges at være lidt før min tid, dog forhåbentlig en person alle kender til. Det folk dog mest forbinder med hende er: hendes karriere, en hård opvækst, hendes former og sex appeal, hendes mere specielle personlighed, hendes misbrug af piller/alkohol og hendes endnu mystiske død af en overdosis af smertestillende medicin.

Hvad en del færre folk ved, og derved heller ikke tænker over når de skaber deres syn på denne stjerne, er at hun bl.a. led af svær endometriose. I hendes tid var der endnu mindre viden, og derved behandlingsmuligheder, end i dag (hvor det endnu er begrænset) hvilket må have gjort Monroes liv til et rent helvede i perioder.
En paragraf om endometriose var indskrevet i hendes kontrakter omkring film og optrædelse, så hun var frataget fra arbejde når hun havde menstruation – til trods for dette endte flere steder dog med at fyre hende efter tid da hendes fravær spredte sig til andre tidspunkter. Hun endte med at få et dårligt ry for at være utilregnelig ang. fremmøde.
Barnløshed var noget af det som ramte Monroe hårdest, hun aborterede flere gange og hendes ønske om at blive gravid lykkedes desværre aldrig.
Hun blev med tiden også mere og mere afhængig af smertestillende, hvilket der angående endometriose sådan set ikke er det store at sige til. At skulle opretholde hendes stjerne-status, være ‘på’ størstedelen af tiden og samtidig døje med en ubehandlet sygdom, må have været en enorm udfordring.

Det selvfølgelig umuligt at forestille sig hvordan Monroes liv var privat og hvad endometriose specifikt betød for hendes dagligdag – og hvad sygdommen måske i værste fald havde af forbindelse til hendes død. Det får vi selvfølgelig desværre aldrig svar på.. men når du nu engang støder på Marilyn Monroes fantastiske minde igen, ja så kan du jo skænke dette en tanke.