Arkiv for december, 2011

Når kulden får kreativiteten til at halte

dec
07

Så nærmer tiden for slud, sne og sjap sig for alvor igen. Uanset hvor smuk denne årstid kan være, specielt når alt er dækket af et lag uberørt sne så langt øjet rækker, ville jeg uden tvivl helst være foruden. Forsinket offentlig transport, mørke og kulde, våde bukseben, streger fra salt på alle sko, skjulte udendørs skøjtebaner og ikke mindst en god portion juleræs oveni, får hvert år en mindre vinterdepression til at snige sig frem hos mig.
Udover humøret, er det første som bliver ramt min kreativitet og derved selvfølgelig min produktivitet med selv samme. For mig føles det som at skulle skovle en fodboldbane fri for snedynger, før mit kamera bliver hevet op af tasken eller Photoshop åbnes op på min computer. Chancen for at det sker er derfor heller ikke særlig stor, før vi igen er kommet på den anden side af vinteren.

Tilskud af D-vitamin, lysterapi, forsøge at tænke positivt osv., sørger som minimum for jeg ikke går helt i vinterhi. Men en af mine svageste sider er at gøre ting halvt, så når kreativiteten halter, vil jeg heller aldrig se mig ordentligt tilfreds med det jeg sætter mig for at skabe. I den sætning er jeg klar over at nøgleordene er “sætter mig for”. Det er netop sådan jeg har fungeret de sidste mange år, planlagt specielt alle fotoshoots ned mindste detajle på forhånd; indkøb, opsætning, lyssætning, baggrunde, koncepter, listen er lang. I sidste ende skaber det store opgaver, højere krav og mindre sjov. Det betyder overordnet set, at jeg simpelthen er blevet verdens dårligste person til “bare” at give slip og at tage snapshots. Dét at sætte hjernen lidt på standby og fotografere hvad jeg nu lige støder på rundt omkring – uden at det behøver være gennemførte stock-billeder, af teknisk høj kvalitet og kun med kunder i tankerne.

Svage sider er dog til for at blive udfordret! Jeg rydder dog ingen fodboldbaner for det, derfor er det utrolig heldigt at nogle dygtige mennesker har skabt Hipstamatic app’en. Den store diskussion om det så er kunst, ligegyldigheder eller amatør-fotografi i stor stil, vil jeg lade andre spilde deres liv på. En ting er sikkert: Det er skide sjovt legetøj, en fantastisk hjælp til at finde min rest af kreativitet i disse måneder og blive bedre til at give slip.

Så, her er lidt snapshots fra en tilfældig, kedelig og våd dag. Nogle fra et sted som for mig bliver magisk efter lukketid; et næsten mennesketomt, varmt og endda julepyntet Storcenter Nord.

Glædelig jul!

SludOliverOliverOliverPjuskePjuskeLysStorcenter NordSkurJulepostNisseBambi med gaverNisseJulehyttenJulekugle.Stille storcenterFiskFisk