K-1: Den anden del af rejsen

jan
09

Så gik turen endelig mod Stockholm den 1. januar. Ikke at jeg ligefrem så frem til mit visum interview i sig selv, men efter en december bestående af den påkrævede medical exam, indhentelse af alverdens papirer og udfyldelse af den forbandede DS-160 formular, var jeg ved at være rigtig godt træt af at vente – for at sige det mildt.

Efter en hyggelig nytårsaften her i Århus, stod den på en tidlig morgen og afsted mod Kastrup Lufthavn. Og her skal da lige lyde en stor tak til SAS, som hen over jul og nytår kørte kampagne for Eurobonus Sølv medlemmer, så vi kunne bl.a. benytte os af Fast Track sikkerhedskontrollen. Tak tak tak! For køen ved den almindelige kontrol så bestemt ikke sjov ud.

Men vi kom godt til smukke, juledekorerede Stockholm og efter en nat med få timers søvn til mig, var det tid til at blive klar. I løbet af den 10-15 minutter korte gåtur mod ambassaden blev jeg for alvor nervøs, med en irriterende kvalme oveni. Følte heldigvis at jeg, mht. dokumenter, datoer og kopier, var så godt forberedt som overhovedet muligt (billede af stakken som ambassaden skulle have denne gang ses herunder), men følelsesmæssigt var jeg nok ikke lige så godt forberedt.

Der var kun én person foran mig i immigrations-køen, så der gik ikke længe før det var min tur. Jeg stod udenfor i støvregnen, viste dem mit interview brev og blev så bedt om at gå til siden og snakke med en anden venlig gut gennem glasset. Han kunne informere mig om, at den person som skulle interviewe mig ikke var på arbejde den dag. WHAT!! Jeg troede jeg hørte helt forkert, men han ringede så ind for at høre om der var en anden til at tage over – det var der heldigvis!

Jeg kom indenfor og ned til vindue G, afleverede alle mine papirer til en sød svensk dame (som foretrak at snakke engelsk heldigvis), jeg udfyldte en kuvert med min adresse og fik klistret de kære svenske frimærker på. Så var det tid til at sidde ned blandt de 20-25 andre mennesker og vente, og vente og vente lidt længere.

Endelig blev mit navn råbt op. På den anden side af vinduet var en høj, muskuløs og ret alvorlig herre, som efter at jeg var færdig med at læse “jeg lover at fortælle sandheden”-eden op og give mine fingeraftryk, stillede ca. 7-8 spørgsmål. Pludselig blev han stille og skrev en masse på computeren, det føltes som 10 minutter, men var jo nok nærmere bare to. Mindst 1000 tanker nåede dog at fare gennem mit hovede. Herefter kiggede han bare på mig og sagde: “Your visa has been granted. It will arrive within 14 days. If you have no further questions you can leave.

Jeg forlod meget hurtigt ambassaden og gik tilbage mod hotellet, hvor Greg sad og ventede. Intet af det var sunket ind endnu, det eneste jeg tænkte var om jeg nu også hørte rigtigt, hvad klokken var og at vi skulle nå et fly. Men hvor var det bare dejligt at træde ind på hotelværelset og få et stort, langt kram!

Yosemite og Big Sur

dec
08

Så har mit galleri fået et nyt album med billeder fra Yosemite. Greg og jeg havde nogle skønne dage på vores lille tur forbi tilbage i starten af september. Desværre var området omkring ramt af skovbranden “Rim Fire” imens, den 3. største skovbrand i Californiens historie. Den nåede heldigvis aldrig ind til Yosemite Valley, men der var masser af røg i området. På et par af billederne kan branden da også skimtes i horisonten.

Tilføjer også lige et link til billederne fra Big Sur fra min forrige tur.

K-1: Den første del af rejsen

nov
25

Den 17. september kunne min dejlige forlovede, Greg, endelig gå på posthuset med vores færdige K-1 fiancé(e) visa ansøgning! Det er et visum som, hvis godkendt, giver den udenlanske forlovede til en amerikansk statsborger, lov til at rejse ind i USA for at blive gift indenfor 90 dage fra ankomst. Selve visummet er gyldigt i 6 måneder fra udstedelsesdatoen.

Har egentligt været noget i tvivl om hvor meget jeg ville gå i detajler med dette visum her på bloggen, for det fylder rigeligt i hverdagen i sig selv. Men hvis der er noget som fortsat er en kæmpe hjælp for os i hele denne proces, så er det den erfaring vi kan finde fra andre. Jeg er på ingen måde immigrations advokat eller kender alle svarene, men her kommer erfaringerne fra første del af vores ansøgning (I-129F pakken).

5 gode tips

Lang proces

Det er en noget langtrukken, overvældende og følelsesmæssigt opslidende proces. Man har ingen svar, ingen datoer, meget lidt at planlægge ud fra – man går bare rundt og venter. Og hvis man er bare lidt som jeg, kontrol-freak, så kommer man på noget af en test. Det påvirker også hurtigt alle samtaler man har med hinanden, de ender med at handle om formularer, dokumenter, kopier, økonomi, regler, hvem gør hvad osv., så hjælp hinanden med at holde humøret oppe og glem alt om visum nogle dage.

Få overblik
K-1 og efterfølgende AOS (Adjustment of Status/Greencard) kræver en lang række forskellige ting, sørg for at få et godt overblik over hele processen fra start. Hjemmesiden visajourney.com har været en enorm hjælp her, specielt deres K-1 tidslinie.

Vær omhyggelig
De amerikanske myndigheder har strenge krav til hvordan deres formularer udfyldes. Find altid filen med instruktioner som passer til formularen, følg den nøje. Der er specielt forskel på om noget skal være blankt, udfyldes med “None”, “N/A” eller “Unknown”. Nogle formularer skal udfyldes kun med blokbogstaver, andre ikke. Selv små fejl kan forlænge behandlingen af ansøgningen og i værste fald vil den blive afvist.

God orden
U.S. Citizenship and Immigration Services (USCIS) har nogle forskellige måder de foretrækker at papirer er sat sammen på. Derudover skal selve stakken af papirer selvfølgelig være inddelt på en fornuftig og struktureret måde.

2 kopier
Når hele pakken/ansøgningen er færdig og før den indsendes, er det uhyre vigtigt at få taget 2 kopier af det hele. En til hver. Her er vores færdige ansøgning:

Vores I-129F pakke

I-129F pakken

Første skridt af K-1 ansøgningen består af formularen I-129F, her skal vedlægges en del ting:

- Betaling
 – $340 da vi sendte ind.

- Valgfrit: G-1145
 – Mulighed for at modtage notifikationer per sms/e-mail.

- Cover Letter
 – Indholdsfortegnelse over hele pakken.

- Formular I-129F

- Formular G-325A (US statsborger)

- Formular G-325A (udenlansk statsborger)

- 1 pasfoto af hver
 – I US format, taget indenfor de sidste 30 dage. Navn bagpå med blyant.

- Dåbsattest (US statsborger)
 – Kopi af for- og bagside.

- Bevis på at eventuelle tidligere ægteskaber er afsluttet (begge)

- Letter of intent (begge)


- Bevis på at vi har set hinanden indefor de sidste 2 år
 og bevis på vedvarende forhold
Kopi af boarding passes, hotel reservertioner sammen, stempler i pas, billeder sammen og med familie, kvittering på forlovelsesring, diverse andre vigtige kvitteringer, lidt skype/chat historik, e-mails, breve, kuverter med frimærke, osv. – hvad der nu lige er som kan give USCIS et godt billede af forholdet. Undgå at overdrive!


Da vi på daværende tidspunkt havde set hinanden 8 gange, kunne vi ikke længere selv holde styr på hvor og hvornår, så vi valgte også at vedlægge en simpel tidslinje over forhold og besøg.


Husk at medbringe originalerne på alt det indsendte til interviewet, samt hvad der nu er fra mellem ansøgningen er sendt og til interviewet.

NOA1 og NOA2

Den gennemsnitlige behandlingstid for en I-129F pakke er i øjeblikket 5 måneder.

Så snart USCIS modtager pakken og åbner den, sender de første Notice of Action. Vi fik en sms den 25. september og brev i posten den 2. oktober.
Langt hurtigere end ventet modtog vi vores anden Notice of Action, men da Greg var her i Danmark imens, ved vi faktisk ikke præcist hvilken dag den landede i hans postkasse. Vores I-129F ansøgning blev dog godkendt den 21. oktober! (Dette betyder ikke at jeg er godkendt til et K-1 visum.)

Forberedelse til interview

USCIS sendte herefter pakken videre til NVC (National Visa Center) som tjekkede den endnu engang, for så at sende den videre til den amerikanske ambassade i Stockholm. Alt hvad betragtes som US immigrations visa for Norge, Danmark og Sverige er blevet samlet i Stockholm.

Her den 22. november, modtog vi så en e-mail fra ambassaden. Vi har fået en dato til mit interview, den 2. januar!! :) Og en PDF-fil med den lange liste af papirer jeg skal have med – alt dette må jeg forsøge at dække i et senere indlæg.

Det hele er gået langt hurtigere end ventet, specielt da vi regnede med at få forsinkelser pga. jul og nytår. Pudsigt nok har planen også længe været at Greg er her i Danmark til nytår, så datoen falder perfekt til at han kan komme en tur med til Stockholm. Nu håber jeg bare inderligt at jeg overlever interviewet og kan komme ud fra ambassaden med fantastiske nyheder!

Billeder fra det smukke Californien

jul
22

Efter lang tids irritation over mit Flash galleri her på bloggen, har jeg nu skrottet det hele og er begyndt at lave et nyt i PHP med lidt jQuery. Jeg giver dog ingen garantier for at det virker i alle browsere endnu, men det bliver stille og roligt rettet til.
I hvert fald bliver det nu langt nemmere at få nye billeder op på siden, så er det bare lige det med at få dem taget også.

Lidt billeder fik jeg dog taget i løbet af min skønne tur til Californien tidligere på året. De er blevet opdelt i 3 albums, hvoraf de 2 nu er i galleriet (det sidste kommer snarest). Disse er fra den del af turen som gik til bl.a. San Francisco, San Jose, Stanford University og Santa Cruz. Billederne er taget med både Canon 5D mark II, iPhone og iPad. Tag et kig!